Efterlysning – gamle frugtsorter

Museum Sønderjylland – Oldemorstoft er på jagt efter de gamle, lokale frugtsorter fra Als og Sundeved. Vil I være med til at lede efter, eller efterlyse, dem?

Den kendte danske pomolog Claus Matthiesen, der i 1913-1915 udgav trebindsværket om Dansk Frugt, hvori han beskrev alle på dette tidspunkt kendte frugtsorter i Danmark, kom oprindeligt fra Ulkebøl. Han blev dog udvist af de preussiske myndigheder og slog sig ned i Gundsømagle, hvor han fortsatte sit virke som pomolog og som lærer.

Han beskriver en række unikke frugtsorter, som indtil udgivelsen var kendt og eksisterede lokalt især på Als, men også i Sundeved. Jeg vedhæfter en foreløbig liste, med beskrivelser af ham selv. Sorterne fandtes ikke udbredt i andre landsdele.

Det kunne være rigtig sjovt, om der stadig står et par træer et sted og gemmer sig. På Oldemorstoft vil vi gerne være med til at sikre sorternes overlevelse, så vi har allieret os med en gartner, der er dygtig til at pode, og vi har også en lille smule plads at plante på. Museer og genbanker arbejder i disse år sammen om at bevare en så bred arvemasse som muligt hos det vi kalder den ”levende kulturarv” – både dyr og planter. I dag findes kun et smalt udvalg af frugtsorter til salg i butikker og planteskoler, så hvis ikke vi selv er med til at bevare, så forsvinder de gamle sorter og racer.

 Jeg ser frem til at høre fra jer og står gerne til rådighed for yderligere information, hvis I er interesserede.

 I materialet kan man diskutere, hvilke sorter, der er bedst chance for at finde. Det kunne være Jagtæble fra Als, Kleffeluner – en pæresort udbredt i byerne langs Lillebælt, eller måske Frydendal Tørrepære. Døm selv

Læs mere om Alsiske sorter

 Med venlig hilsen
Mads Mikkel Tørsleff
Museumsinspektør / Curator
Museum Sønderjylland – Oldemorstoft
Tlf.: 7467 5150 / 5127 2921

mmt@museum-sonderjylland.dk

 www.museum-sonderjylland.dk <http://www.museum-sonderjylland.dk/>

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *