Spring til indhold

Velkommen i Tandslet

Byen med de 3 tårne

Danmarks mindste museum

Transformator tårnet i Tandslet

I 2005 udgav Roger Pihl mesterværket “Guide til Danmarks Bjerge”, som bogstaveligt talt gav danskerne bjerge. En
naturlighed for fødderne af os fik nyt lys, og interessen for vore højdepunkter har siden været stødt stigende. Svenskerne får en dansk bjergguide i 2009. Og konceptet har blandt andet affødt friluftstilbuddet
www.bestigbjerge.dk.Nu har den gæve nordmand kastet sin kærlighed på en af landets få tilbageværende, smukke transformatortårne, opført i 1922 og indrettet som museum i 2002. Åbningstiden er identisk med åbningstiderne i Tandslet Lægehus, hvor nøglen skal hentes.

Citat fra bogen:
“Naturligvis kan du betragte dette museum alene som et transformatortårn, et sted hvor højspændt strøm kommer ind og bliver omformet til lavspænding før den videresendes til forbrugerne. I så fald tager besøget dig i underkanten af et halv minut. Men hvis du er nysgerrig og lader den ene tanke overtage den anden, kan Tandslet Transformatormuseum være indgangen til mange refleksioner og meget spændende information om tilstødende (undskyld) temaer”.

Mening i galskaben
Museumsinspektør Inge Adriansen på Sønderborg Slot siger:
“Umiddelbart kunne man tro, at Roger Pihl har begået en særlig joke. Men man vil hurtigt opdage, at der er mening – oven i købet god mening – i galskaben. Læseren føres på en enkelt, selvfølgelig vis til Edisons værksted og verdens første elektricitetsforsyning i New York og videre til det første danske elværk i Køge – med en omvej over Skamlingsbanken. Her fortælles om forkæmperne for det danske sprog, hvis navne blev indhugget på den mindestøtte, som blev sprængt i luften under 1864-krigen. Denne historie danner baggrund for folkeafstemning og grænseflytning i 1920 og indførelse af el i det genvundne land.

Det er en sjov og anderledes måde at formidle viden om teknik og kulturhistorie på, og det er en særlig charme at få historien fortalt af en nordmand set i hans perspektiv.

Forhåbentlig vil den nye publikation give læserne lyst til at kigge nærmere på perlerækken af sønderjyske industrielle anlæg, som indgår i samarbejdsprojektet Industrimuseum Slesvig. Det omfatter anlæg fra Danfoss Universe til transformatortårne i Tandslet og i Angel, højbroen i Rendsburg, Cathrinesminde Teglværksmuseum og uldspinderiet i Skærbæk. Her er både store og små anlæg, der hver især rummer en fascinerende historie med fælles træk – lige i Roger Pihls ånd.”

Den nye bog blev præsenteret på selve transformatormuseet torsdag 13. november 2008 kl. 14.30 med efterfølgende kaffe, lagkage og tale af forfatteren. Blandt gæsterne var Sønderborgs borgmester Jan Prokopek Jensen.

Bogen udkommer samtidig på både norsk og dansk. Den danske version er muliggjort takket være støtte fra Fabrikant Mads Clausens Fond, Andelskassen Sønderjylland i Tandslet, Attec A/S, Historisk Samfund for Als og Sundeved, Lægehuset Tandslet, Vinklubben KLUC, Asserballeskov Autoværksted ApS, Ertebjerggård Frilandsgartneri.

Bogen kan købes hos Købmand Bitten Møller i Tandslet, og Lokalhistorisk Arkiv i Tandslet. Prisen er 50 kroner. Overskuddet går ubeskåret til Tandslet Ungdoms- og Idrætsforening.