En nytårshilsen fra Landsbygruppen!
Godt Nytår til alle i Tandslet og omegn. Landsbygruppen tager fat på et nyt år med nye udfordringer og arbejdsopgaver. Tandslet GUIDEN: Landsbygruppen har udgivet en folder om Tandslet. Den omdeles her i januar og vil også ligge hos Sønderborgs ejendomsmæglere, Sønderborg Kommune, turistkontor m.fl.. På denne måde håber vi på at kunne give kommende borgere en introduktion og velkomst til Tandslet og omegn.
Cykelstien fra Tandslet til Hørup: Arbejdsgruppen er inviteret til møde på kommunen den 26. januar for at høre om cykelsti- projektet, som er ved at være færdigt. Arbejdsgruppen har også haft kontakt til politiker Peter Hansen, der følger projektet tæt. Alt forløber efter planen, og i arbejdsgruppen glæder vi os over, at det fortsat ser ud til, at snoren til cykelstien klippes lige efter sommerferien 2012.
Fastelavnsfesten: Landsbygruppen glæder sig over samarbejdet med menighedsrådet og friskolen i forbindelse med den kommende fastelavnsfest søndag den 19. februar. Vi håber, at rigtig mange vil deltage i festlighederne i kirken og efterfølgende på friskolen. Pengeautomaten:
Pengeautomaten er lukket i Tandslet. Broager Sparekasse vil genopstille en ny pengeautomat. Det eneste de kræver, er at de får 15-20 nye kunder fra Tandslet og omegn. Så hvis du påtænker at skifte pengeinstitut, var dette måske en oplagt mulighed. Markedsdag:
Landsbygruppen er i gang med at forberede en markedsdag i Tandslet. Det bliver den tredje lørdag i juni, og arrangementet skal gavne de handlende, hobbyfolk, foreninger og andre interesserede. Glæd jer til denne dag og kontakt Landsbygruppen, hvis I er interesserede i arrangementet, hvis I har gode ideer til dagen eller spørgsmål. 2012:
Vi håber, at Landsbygruppens arbejde kan være med til at tiltrække nye borgere til Tandslet og omegn. Det kommende år må gerne handle om markedsføring af byen. Sammen med Tandslet GUIDEN, markedsdagen, det første spadestik af cykelstien, indvielse af cykelstien m.v. vil der være gode muligheder for at byen bliver set og hørt. Alle byens borgere må bidrage til, at dette skønne landsbysamfund bevares og udbygges.